Efterår i haven er ikke kun ens betydende med visne blade og nedfaldsfrugter. Mange bruger ikke så meget tid i haven om efteråret, fordi de ikke tror at det er nødvendigt. Men der er masser af ting der kan laves i haven, selvom dagene er kortere og vejret er koldere.
I efteråret er der mange ”oprydningsopgaver”, som gør havearbejdet meget lettere når foråret kommer. Men der er også en masse haveprojekter du kan gå i krig med, så det hele bliver lidt sjovere og giver lidt større forandring.
Alt det praktiske
Der er blade… Visne blade… Over alt! Og dem er græsplænen ikke så glad for, da den dermed ikke får den smule sol, der indimellem titter frem. Så sørg for at fjerne de større mængder blade, så du ikke kun står tilbage med mos, når foråret kommer igen.
Græsplænen skal også slås en sidste gang, inden den får fred vinteren over. Når jordtemperaturen bliver lavere end 5-6 grader, vokser græsset ikke længere og derfor behøver du ikke at slå plænen herefter. Nogle gange kan temperaturen selvfølgelig stige igen, men vent til der har været en lav temperatur over flere dage og gør det derefter. Husk at den ikke må klippes lavere end 4 cm, da det kan svække græssets rodnet.
Skal du være ekstra god, så skal du give lugningen en sidste overhaling, før frosten sætter ind. Dermed sørger du for, at ukrudtet ikke spreder sig og det du fjerner, kommer ikke tilbage igen, når alt andet springer ud til foråret.
Skab forandringer
Når du er blevet færdig med alle de praktiske opgaver, er der masser af ting man kan gøre ved haven i efteråret, som giver et frisk pust – eller som giver en super flot forårshave. Der er selvfølgelig mulighed for at skrifte potteplanterne ud med noget andet, som kan tåle det koldere vejr og evt. nattefrost, men der er også muligheder i selve haven.
Efteråret er det bedste tidspunkt at plante løvfældende træer, buske og roser – eller flytte dem, hvis de har en forkert placering. Efterårsjorden er nemlig dejlig fugtig og det har en stor betydning for disse planter, når de skal etablere et ordentligt rodnet, inden sommerens tørre vejr sætter ind.
Hækplanter trives exceptionelt med at blive plantet i efteråret, så trænger du til ny hæk, skal have udskiftet dele, have plantet helt på ny eller hvad end det nu måtte være, så er efteråret det perfekte tidspunkt at gøre det. Er du generelt til en naturlig have, kan du aldrig gå galt i byen med en klassisk bøgehæk. Den er en af de mest populære i landet, da den er tæt, vindfør og tolerant – og så har den farveskiftende blade, så du rigtigt kan mærke årstiderne.