Lopper

 

Lopper

Lopper kan være svære at komme af med. Hundeloppen, som er et blodsugende insekt, udvikler sig fra æg til en voksen loppe. En voksen loppe kan være mellem 1,5 – 3,5 mm. lang. Farven er brunlig eller sort. Ofte får hunde ikke hundelopper, men derimod kattelopper, som finder vej til hunden og dermed giver problemer.

Hundeloppen kan ses med det blotte øje.

Loppen lægger æg i hundens pels og dette kræver, at loppen har suget blod fra hunden. Loppen lægger op til 15 æg om dagen, og disse drysser ned fra dyrets pels hvor de så spredes ud i omgivelserne. Her vil æggene klækkes og lopperne forpupper sig.

Alt afhængig af temperatur og luftfugtighed udvikles en ny loppe fra hver puppe, dette inden for en periode fra 12 dage til 1 år. Derfor kan antallet af lopper let blive uoverskueligt, og ekstra vigtigt, at din hund behandles med et lægemiddel, som dræber lopperne inden de begynder at lægge æg.

Symptomer

Det mest almindelige tegn på, at hunden har lopper er kløe. Lopperne sidder typisk på siden af brystkassen, lyskefolder eller halsen, så hvis hunden klør sig disse steder, skal hunden undersøges.

Sådan finder du lopper på hunden

Kig pelsen godt igennem for loppeekskrementer, som er sorte, små pletter af blod.

Brug en loppekam og red hundens pels godt igennem. Gør det gerne ned over et stykke vådt papir eller vat.

Man kan være sikker på, at hunden har lopper hvis loppeekskrementerne falder ned på papiret og bliver rødbrunt.

Ved loppeangreb kan der ofte ses hårtab ved haleroden og her vil de levende lopper som oftest kunne ses. Ved loppernes bid udskilles der spyt i hundens hud, som i nogle tilfælde kan udløse loppeallergi, som er en hudlidelse. Det kan være nødvendigt med forskelligt medicin eller salve ved loppeallergi.

Behandling

Det er vanskeligt at behandle loppeproblemer. Det skyldes at der både er levende lopper og æg i hundens pels. Derfor skal man behandle begge dele, så man både slår de levende lopper ihjel og samtidig behandler omgivelserne, så æggene forsvinder.

Ved at kontakte en dyrlæge, kan denne udstede nødvendig medicin, som er en af de mest effektive metoder til at dræbe lopperne.

Der skal desuden støvsuges ofte i omgivelserne, for at fjerne æggene. Dette gælder også for hundens kurv og tæpper. En grundig rengøring i alle rum kan også være nødvendig, for at fjerne alle de voksne lopper. Der kan også investeres i loppemidler, som forhindrer væksten af æg.

Man skal desuden behandle hunden mod bændelorm, hvis det er konstateret at der forefindes lopper. Loppen bruger nemlig bændelormen som mellemvært. Bændelorm ses oftest i afføring eller endetarmsåbningen og ligner små ris gryn, som bevæger sig.

Skrevet af Jacob Skjødt